Christian Dahl Melchiorsen forlader Middelgrundsfonden og Fonden Ungdomsøen

Færdigt arbejde. Ungdomsøen er åbnet, og fire et halvt års intensivt arbejde med at etablere de fysiske rammer til Ungdomsøen i Øresund er bragt til ende. Derfor stopper Christian Dahl Melchiorsen som direktør i Middelgrundsfonden og som projektchef for Fonden Ungdomsøen.

”Christian har sikret en god og professionel tilblivelse af et spektakulært projekt uden sidestykke i Danmark. Han har varetaget en meget bred vifte af opgaver ifm. transformationen af det gamle søfort til en udviklingsplatform for hele landets ungdom og har lagt et meget stort og personligt engagement i opgaven. Det har ikke blot har været et ”job” men en sag og opgave for ungdommen, samfundet og kulturen,” fortæller Lasse Bolander, nylig aftrådt bestyrelsesformand gennem 4,5 år for Middelgrundsfonden, og Christian Dahl Melchiorsens nærmeste leder i hele forløbet.

Christian Dahl Melchiorsen har været med fra begyndelsen af det eventyr, der er blevet kaldt for Danmarks største forældrekøb. I slutningen af 2014 var han som medlem af hovedbestyrelsen for Det Danske Spejderkorps en del af den arbejdsgruppe, der gik i dialog med A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden om at købe Middelgrundsfortet til Danmarks Ungdom. Da købet var lykkedes, og renoveringen skulle startes op, valgte han at søge stillingen som leder af dette arbejde. Og fire et halvt år, godt 150 millioner kroner og 60.000 frivillige arbejdstimer senere kunne vi den 24. august fejre, at det gamle søfort var blevet til en ø for ungdommen.

“Måske er det, fordi jeg er fra Nordjylland. Måske er det, fordi jeg er spejder eller blot ingeniør. Men da vi pludselig stod med nøglerne til Middelgrundsfortet, var det ganske enkelt for fristende ikke at slippe mine daværende arbejdsopgaver på Fyn og gribe udfordringen med at renovere det gamle søfort. Efter at have set, hvor vi er endt, er jeg i dag mest af alt taknemmelig og ydmyg over at have fået lov til at udleve en drøm og være med til at skabe disse rammer for ungdommen og kulturen i Danmark. Tak til alle samarbejdspartnere og ikke mindst alle de frivillige, der har kastet sig ind i renoverings- og opbygningsprojektet. Det vil blive uforglemmeligt” udtaler Christian Dahl Melchiorsen.

Inden han fratræder, overdrager Christian Dahl Melchiorsen sine opgaver til den nye direktør i Fonden Ungdomsøen & direktør for Middelgrundsfonden, Dea Forchhammer. Derudover afvikles (en hel del) optjent ferie og barselsorlov.

For mere information:
Dea Forchhammer, direktør Middelgrundsfonden & Fonden Ungdomsøen mail: dea.forchhammer@ungdomsoen.dk